2.3 Yderside flag

ØVELSER

Etabler en ”havelåge”-situation, hvor den vægtbærende fod er bag det primære greb i samme side af kroppen. Eksperimenter med at lægge yderside flag, for at modvirke svinget.

Prøv fra mange forskellige positioner – til begge sider af kroppen.

BAGGRUND
Når du fra en lav kropsposition skal rejse dig for at nå næste greb, er det vigtigt, at det sker med kroppen i balance. Hvis din understøttelsesflade kombineret med trækretning og næste grebs placering giver dårlig balance, kan du bruge yderside flag for at modvirke ”havelåge” og bevare kontrol i hele bevægelsen. Ellers kommer du til at kompensere med ekstra dynamik og unødig kraft.

Ved yderside flag lægger du det ben, der ikke er vægtbærende, bag den bærende fod for derved at flytte på kroppens tyngdepunkt og opnå bedre balance. Hvis skiftet af tyngdepunktets placering ikke er nok til at etablere balance i bevægelsen, trykkes det flaggende bens tå ind i væggen. På den måde kan du modvirke “havelågens” rotation.

Yderside flag bruges fra kropspositioner med lavt tyngdepunkt i forhold til understøttelsesfladen. Teknikken bruges meget på både lodrette og overhængende vægge.

 

FOKUSPUNKTER & MÅL
  • Kroppen holdes lavt og armene strakt til flagget er på plads
  • Kroppen tæt på væggen
  • Den flaggende fod trykker i væggen

Når du kan modvirke ”havelåge” til begge sider på alle hældninger af væg, er du klar til at arbejde videre med tyngdepunktets placering.