2.11 Gaston

ØVELSER

Øv gaston med store greb du har let ved at kontrollere og finde rytmen i bevægelsen, vær opmærksom på dit tyngdepunkt og albuens placering – spænd godt op i skulderen. Husk at øve i mange forskellige vinkler til begge sider.Når du har fat i den grundlæggende teknik er det en god ide at øve med et lille positivt greb hvor det er en udfordring for dig at holde det, – det vil give dig en bedre feedback på om du laver bevægelsen effektivt.

Obs: træn ikke denne bevægelse for meget i starten – vores skuldre er ikke glade for at arbejde indad roteret  – så max 15 min ad gangen.

BAGGRUND
Gaston er egentligt ikke en grebsteknik men mere en avanceret trækretning hvor grebets primære holdeflade vender lodret ind i mod klatreren. Der kan altså være tale om pockets, crimps, åben hånd og jugs, alt hvor der kun er en primær kontaktflade i grebet og denne vender lodret  ind imod klatreren.

For at kontrollere grebet skal tommelfingeren pege nedad og lillefingeren være orienteret opad, samtidigt skal albuen pege væk fra kroppens tyngdelinje. Ofte vil albuen være over eller på højde med skulderen i starten af bevægelsen, afhængig af din bevægebane ender albuen under skulderhøjde. Hvis grebet i gastonen er svært at kontrollere er det vigtigt at du læner ind i holdefladen for at skabe friktion nok og samtidigt at du er fokuseret på at bringe albue og krop tæt på væggen.

Da din skulder i hele bevægelsen er indad roteret er det en meget anstrængende position for din skulder og du skal være opmærksom på at træne den langsomt op til at kunne holde til bevægelsen.

FOKUSPUNKTER & MÅL
– Tommelfinger mod gulv 
– 
Albue og krop tæt ved væggen
– 
Spænd op i skulderen
Når du kan holde et greb med lille kontaktflade i en høj gaston, albue over skulder, og føre bevægelsen igennem til albuen er under skulderen er du klar til næste opgave – husk begge sider, mange har en favorit side.