2.1 Hel hook for balance

ØVELSER
Placer en hæl på et stort greb, hook så godt du kan. Eksperimenter med, hvor langt du kan nå med hænderne i modsat retning.
Hook omkring et hjørne, prøv at etablere dig, så det er muligt at slippe væggen med en eller begge hænder.

BAGGRUND
I nogle positioner kan du etablere balance ved at trække med en hæl på et greb eller på en kant eller hjørne. Det vil ofte være i forbindelse med et flyt af en hånd, hvor du er nødt til at etablere et heel hook for at holde dig ind til væggen i forbindelse med, at du flytter hånden.

Placer en hæl på et trin i knæhøjde, etabler derved balance, der muliggør flyt af en hånd. Heel hooket modvirker altså tendensen til at svinge ud – den såkaldte “havelåge”.

Det er også situationer, hvor du kan bruge hælen til at trække dig i den retning, du ønsker at bevæge dig eller trække dig ind til væggen for at etablere et hvil. Det er ofte i forbindelse med hjørner, at dette er muligt. Placer en hæl på et trin omkring et hjørne, og træk dig ind til væggen med benet.

Ved langt de fleste heel hooks er det bedst at trække med en strakt vrist, for derved danner hælen den bedste krog at trække med. Det kan føles lidt unaturligt at strække vristen samtidig med at du trækker med låret, men det handler blot om træning, så lærer du at koordinere bevægelsen.

 

FOKUSPUNKTER & MÅL
  • Strakt vrist
  • Hælen hjælper med at holde balancen, så hænder frigøres
  • Hoften tæt på væggen

Når du kan etablere et heel hook, der giver balance i forbindelse med at du flytter en hånd, og når du kan bruge heel hook til at trække dig ind til væggen og etablere hvil, er du klar til at udbygge din fodteknik.