Traverser langs væggen og lav fodskifte med hop på hvert andet trin – lav øvelsen i begge retninger.Eksperimenter med forskellige hældninger af væg samt trin og grebs størrelser.
BAGGRUND
I forbindelse med retningsskift, etablering af bedre balance og andre bevægelser, kan det blive nødvendigt at skifte fod på et trin, hvor fødderne ikke blot kan placeres ved siden af hinanden. Her kan du benytte dig af et fodskifte med hop.
Den frie fod placeres umiddelbart over den vægtværende fod på trinnet. Eventuelt roteres hælen på den vægtbærende fod ud fra væggen for at skabe plads til fodskiftet. Selve fodskiftet sker ved, at du momentant flytter tyngdepunktet opad ved hjælp af armene og det vægtbærende ben. Formålet er at lave et lille hop for at få vægten af den vægtbærende fod, så den kan trækkes af grebet, således at den frie fod kan overtage trinnet og kropsvægten. Det er vigtigt, at hoppet er så lille som muligt – ofte blot en forskydning af tyngdepunktet opad. Hvis du hopper for voldsomt spilder du kræfter på at generere hoppet og standse dynamikken igen.
I starten vil det være nødvendigt for dig at kigge på dine fødder for at udføre teknikken, men det er ofte uhensigtsmæssigt, da det betyder, at du flytter kroppen ud fra væggen for at kunne se – øv dig i ikke at kigge.
Fodskifte med hop bruges ofte, når der er gode greb til rådighed, hvor du ikke skal være usikker på at miste grebskontrollen, og hvor trinnet er stort nok til at kontrollere en landing. Skiftet kan gå meget hurtigt, hvilket kan være en fordel, men der er altid en risiko for at miste kontrollen i et hop.
- Den frie fod over den vægtbærende fod og trin
- Lille hop tæt på væggen
Nå du kan lave fodskifte med hop på lodret og svagt overhængende væg uden at flytte tyngdepunktet ud fra væggen for at kigge ned, er du klar til at lære andre måder at skifte fødder på.