1.5 Safe position

ØVELSER
Find et greb med en meget god holdeflade med plads til to hænder. Eksperimenter med forskellig afstand mellem fødderne og hoftens placering i forhold til væggen. Husk at skifte hånd hvert 10-30 sek. Prøv øvelsen, hvor alle dine bevægelser foregår i slowmotion for virkelig at øve at slappe af på væggen.Find to gode greb, et til hver hånd. Skift mellem safe position i den ene og anden hånd. Husk at tilpasse kroppens position i forhold til det anvendte greb. Eksperimenter med mange typer greb og hældninger.

 

BAGGRUND
Når du klatrer, er det vigtigt at udnytte de muligheder, ruten giver dig for at finde en safe position.
En safe position er en position, hvor du med relativ lille indsats kan etablere dig med brug af kun én hånd og med lav spænding i kropsstamme og fødder, Safe position er altså en hvileposition.

For at belaste kroppen så lidt som muligt vil en safe position ofte være en stilling, hvor du har én arm, der har kontakt med væggen, hoften tæt til væggen og begge fødder på trin. Det vigtigste er, at man anstrenger sig så lidt som muligt for at kunne restituere lidt fysisk og mentalt samt at danne sig overblik over den næste del af ruten.

Optimalt finder man en safe position, der tillader, at man kan skifte mellem hvilken hånd, der er i kontakt med et greb, og hvilken der hviler.
Positionerne for safe position er uendelige, så det er vigtigt, at du arbejder meget med at hvile i forskellige kropspositioner og både med brug af et eller flere greb og trin. Ofte må man skifte position, når man skifter mellem højre og venstre hånd.

Safe position bruges til alt fra et langt hvil på væggen til bare ganske kort at danne sig overblik, klippe, kalke og fokusere på næste bevægelse. Når du får styr på dine safe positions, vil du opleve, at du få overskud til at klatre mange flere ruter.

 

FOKUSPUNKTER & MÅL
  •  Slap så meget af i kroppen, især armene, som placeringen tillader.
  • Bring krop og åndedræt i ro

Når du kan klatre 15 meter og naturligt udnytte de muligheder ruten giver for at hvile, er du klar til næste niveau.