1.2 Almindelig inderside fod

ØVELSER
Prøv at klatre op ad en væg, som er lodret eller mindre end 90 grader stejl (kaldet slab) med front mod væggen. Du skal hele tiden være opmærksom på føddernes placering og på at spænde i læggen, så du står aktivt på indersiden af forfoden. Det kan være en fordel at lave denne øvelse i topreb.Traverser, imens du hele tiden har front mod væggen og bruger indersiden af forfoden. Prøv at gøre dine fødder aktive. Eksperimenter med at klatre til begge sider i forskelligt tempo.

BAGGRUND
Når man klatrer på lodrette vægge, klatrer man som regel med åben hofte, så man kan få tyngdepunktet tæt på væggen.
For at kunne bruge denne teknik er det vigtigt, at du kan stå på indersiden af foden.
Du opnår optimal friktion, rækkevidde og bevægelsesfrihed ved kun at benytte forfodens inderside. Du skal ikke stå på svangen af foden. Som ny klatrer kan det føles anstrengende at stå på forfoden, men med regelmæssig træning kommer teknikken hurtigt til at føles naturlig for dig.
Vær opmærksom på at placere indersiden af forfoden præcist på trinet, læg vægt i og gør foden aktiv.
Det er vigtigt, at du øver denne fodplacering meget. Du skal kunne placere dine fødder automatisk, uden at det kræver din opmærksomhed. Fodteknik danner grundlag for meget anden teknik og skal bare virke, så tid investeret på denne teknik sparer tid senere i din teknikudvikling.
FOKUSPUNKTER & MÅL
  • Brug kun inderside forfod på begge fødder
  • Aktiv fod

Når du kan klatre 15 meter i normalt til hurtigt tempo på lodret væg med korrekt brug af indersiden af foden, så er du klar til at udbygge din fodteknik.