4.4 Albuens placering

ØVELSER
Hold to greb i skulder højde, start med albuer under og indtil væggen, flyt nu albuerne op indtil de er over skulderhøjde, – prøv med mange grebs typer – hvad sker der med friktionen?Traverser eller topreb imens du er ekstra opmærksom på albuen og trækretningen.

BAGGRUND
Ved alle grebsteknikker handler det grundlæggende om at udnytte holdefladen og tage højde for trækretning i forhold til kroppens placering og retningen på den linje du klatrer. For at kontrollere holdefladen og overføre maksimal vægt i grebet når det er nødvendigt, er det ofte en fordel at have din albue tæt på væggen og pegende i samme retning som trækretningen. Dette sikre at du trækker ned og ind i grebet og ikke op og ud af grebet. Grunde til du ønsker at trække ned og ind i grebet er at det skaber maksimal friktion i grebet hvilket selvfølgelig er vigtigst i små greb med en lille holdeflade.

Når det ikke føles naturligt at trække på den måde i grebene er det fordi at en del af ryggens store trækmuskulatur arbejder bedre hvis overarmen er i en højere position, altså albuerne ude fra væggen.  Derfor kan du opleve at du føler dig stærkere med armene oppe, og det er sådan set også rigtigt men det er jo lige meget hvor stærk du er hvis du ikke kan holde grebet fordi friktionen forsvinder eller du løber tør for kræfter fordi du bruger for mange på hvert greb. Du må observere når dine venner bliver trætte på væggen, så begynder de at stritte med albuerne ”bat-wings” – og øjeblikket efter falder de.

Du skal derfor arbejde med at have dine albuer i korrekt position i forhold til væggen og trækretningen, du vil via træning opnå større styrke og udholdehed i positionen.

Men dette er en af de grundregler der er en masse variationer på og undtagelser til, så det er vigtigt at du, sideløbende med at du udvikler din grebsteknik, er opmærksom på hvordan friktionen i grebene føles og forandres i forhold til din trækretning og albueplacering – så du med tid, kan justere dine placeringer mere intuitivt.

 

FOKUSPUNKTER & MÅL
– Albue tæt ved væg
– Albue samme retning som trækretning
– Optimer friktion
Når du kan tilpasse albuens placering til trækretning og kontaktflade i forbindelse med at klatre 10 m med forskellige grebstyper – ja så er du klar til at øve dig meget mere.