3.6 Inderside fod på små trin

ØVELSER
Prøv at klatre op ad en lodret eller svagt overhængende væg med front mod væggen. Imens du hele tiden er opmærksom på at være hurtig og effektiv. Skift retning mange gange for at få trænet begge fødder og justere dem på små trin. Brug evt. topreb.

Traverser med front mod væggen imens du hele tiden søger at gøre dine fødder aktive, eksperimenter med hvor små trin du kan kontrollere uden at overføre kropsvægten til armene. Leg med at justere dine fødders vinkel i forhold til væggen.

BAGGRUND
På små trin er det ekstra vigtigt at du husker at overtræde meget for at opnå friktion. Desuden er det vigtigt at du står så yderligt på forfoden som muligt for at bevare din bevægelsesfrihed. Hvis du står for langt inde på forfoden kan du ikke justere foden uden at den ryger af trinnet. Det er avanceret fodteknik der skal trænes fra starten af din tekniske udvikling for at blive så automatiseret at du har overskud til at træffe andre beslutninger på væggen.

Placer indersiden af forfoden på et lille trin – husk at overtræd det lille trin med 3-5mm med sålen orienteret mod væggen over trinnet, twist / vrid foden ned på trinnet med stort pres – altså gør foden aktiv og overfør vægt i trinnet beslutsomt. Du skal stole på din teknik og udføre den hurtigt og aggressivt. Teknikken er grundlæggende for at kunne bevæge sig op i sværhedsgrad da det der hurtigst bliver krævende er fodplaceringer. Du skal øve dig meget – men det er værd at investere tid i.

 

FOKUSPUNKTER & MÅL
– Inderside bruges korrekt
– Vær beslutsom og hurtig
– Bevare bevægelses friheden ved at være præcis nok til at kunne justere.

Når du kan klatre 15 meter i normalt til hurtigt tempo på lodret væg med præcise fødder der giver dig mulighed for justeringer og retningsskift er du klar til at udbygge din fodteknik.