1.1 Hoftens placering / understøttelsesfladen

ØVELSER

Placer dig på lodret væg med fødderne i skulderbredde, prøv at nå greb, der er langt ude til siderne. Prøv det samme med samlede fødder og derefter mens du står på et ben.

Prøv at klatre lodret eller traverser, mens du er opmærksom på understøttelsesfladen. Udgangspositionen er med fødderne i skulderbredde. Forskyd al vægten til den ene fod ved at skyde hoften til siden, flyt den frie fod lidt op til et nyt trin og forskyd al vægten til denne fod. Løft derefter den nederste fod op på højde med den anden fod – gentag.

BAGGRUND
Når du klatrer, danner dine fødder understøttelsesfladen. Har du stor afstand mellem dine fødder, har du en stor understøttelsesflade. Hvis fødderne er samlede, eller du står på et ben, er din understøttelsesflade lille.

Du sparer kræfter i overkroppen og armene ved at stå i en neutral balance med tyngdepunktet inden for understøttelsesfladen. Det betyder, at det oftest vil være en fordel at have en stor understøttelsesflade på minimum skulderbredden. Dog skal fødderne ikke stå så langt fra hinanden, at det bliver anstrengende og du mister din bevægelsesfrihed.

Når du står stille, etablerer du en bred understøttelsesflade, og når du skal flytte en fod, etablerer du en smal understøttelsesflade for at kunne frigøre en fod uden at kompensere med armene.

Hvis du bringer dit tyngdepunkt uden for din understøttelsesflade, kan du kun holde balancen ved at kompensere med at holde dig fast med hænderne og derved flytte større vægt op i overkroppen. Dette kan ikke undgås i klatring, men hvis du hele tiden tilstræber neutrale balancer, sparer du mange kræfter.

Det er vigtigt, at du bliver god til at forskyde vægt fra fod til fod uden at flytte vægten ud over understøttelsesfladen.

FOKUSPUNKTER & MÅL
  • Tyngdepunktet inden for understøttelsesfladen
  • Kroppen er tæt på væggen
  • Flytte tyngdepunktet fra ben til ben ved at forskyde hoften

Når du kan klatre 15 meter med tyngdepunktet inden for understøttelsesfladen, er du klar til at udvide dit bevægelsesrepetoire.